LOADER
Menu
Byudvikling

Vi vinder Faaborg Havn og By

”Vi dyrker Faaborg” er titlen på det vinderforslag til Faaborg Havn og By, som Realise i samarbejde med GHB Landskabsarkitekter som hovedrådgiver sammen med Kjellander Sjöberg, Mogens Morgen og Tyréns har udarbejdet.

Det vindende konkurrenceforslag indeholder en strategi for bæredygtig og forretningsmæssig udvikling, hvor Faaborgs historie og potentialer dyrkes, og hvor klimasikring og etablering af nye forbindelser på tværs af kultur, by, havn og natur er i fokus.

Dommerkomiteen skriver: Vinderforslaget ”Vi dyrker Faaborg” binder på smukkeste vis byen sammen og skaber bro mellem vores stolte fortid og en fremtid, hvor dyrkningen står centralt –hvad enten det drejer sig om fødevarer, sport, sundhed eller kunst.

Se forslaget til udviklingsplan for Faaborg Havn og By her: https://www.fmk.dk/fileadmin/user_upload/By_Land_og_Kultur/Natur_og_Landskab/Plan/Slagterigrunden/GHB-Aflevering-mappe-low.pdf.pdf


Realise skal udvikle Faaborg By og Havn

Hvor skal Faaborgs store udviklingsprojekter placeres? Hvordan forbindes den gamle bymidte og det omkringliggende landskab, og hvordan sikres by og havn mod stormflod?

Det er de spørgsmål som tre hold skal løse i konkurrence med hinanden om at skabe den bedste udviklingsplan for Faaborg Havn og By. En udviklingsplan der i sidste ende skal gøre byen attraktiv for borgere, turister og erhvervsliv.

Realise er en del af et team der ledes af GHB Landskabsarkitekter med Kjellander Sjöberg, professor og arkitekt Mogens A. Morgen og Tyréns som samarbejdspartnerne. I parallelkonkurrencen konkurreres der med teams anført af henholdsvis ADEPT og SLA.

Læs mere om parallelkonkurrencen her:https://realdania.dk/nyheder/2019/04/faaborg-midtbyplan-100419

Udviklingsplanen skal blandt andet skitsere, hvordan man kan udnytte Faaborgs tre udviklingsområder: Slagterigrunden, banegårdsområdet og kulturområdet. Derudover er klimasikring og etablering af nye forbindelser på tværs af kultur, by, havn og natur i fokus.

Realise er ansvarlig for at sikre at teamets udviklingsplan kan realiseres og dermed sikre de nødvendige investeringer og skabe den nødvendige vækst i Faaborg.